Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.danskslagtefjerkrae.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Eksport og Import

Eksport

Fra 1970erne og frem til midt i 1990erne var en stor del af den danske eksport af kyllinger baseret på eksport af hele frosne kyllinger til Mellemøsten. Konkurrencen fra især Brasilien gjorde det dog med tiden svært for de danske fjerkræslagterier at bevare deres position på dette marked. Der er dog fortsat en succesfuld eksport af dansk fjerkrækonserves til regionen.

Til gengæld betød den målrettede danske salmonellabekæmpelse, at Danmark som et af de eneste lande fik mulighed for at kunne eksportere til Sverige. Sverige er i dag det vigtigste eksportmarked for de danske fjerkræslagterier, men Danmark har også eksport til de øvrige EU lande. Her er Storbritannien, Tyskland og Letland vigtige markeder. Selv til den europæiske storproducent af fjerkrækød, Frankrig, har de danske fjerkræslagterier kunne eksportere.

Blandt landene udenfor EU er især de asiatiske lande, Malaysia, Sydkorea og Hong Kong vigtige, og der er en begrænset eksport til Vietnam. De danske fjerkræslagterier er interesserede i at udvide eksporten til Asien, og der arbejdes derfor på at få adgang til det kinesiske og indonesiske marked.

Foruden eksport af kød og kødprodukter, er der en anden type eksport i form af de landmænd, der sender deres fjerkræ til slagtning i udlandet. Foruden de danskproducerede ænder og kalkuner sender danske landmænd årligt ca. 10 mio. kyllinger til slagtning syd for grænsen (2010).

Import

Da der ikke længere slagtes ænder, gæs og kalkuner i Danmark på de store fjerkræslagterier, må disse importeres. En del af de ænder, der importeres, er dog dansk opdrættede, og herefter slagtet i Tyskland. Der importeres årligt ca. 6.000 tons ande- og gåsekød, og omkring 12.500 tons kalkun (2010).

En mindre del af det kalkunkød, der importeres, er ikke til human konsum, men anvendes i dyrefoder-industrien. Importen af høns og kyllinger ligger stabilt på ca. 27.000 tons. Importen kommer primært fra Tyskland og andre EU lande.

Importen af forarbejdet fjerkræ, primært kylling, har i de senere år været i kraftig vækst. Denne kategori omfatter bl.a. pålæg og andre kogte og stegte produkter. Produkterne er som regel fremstillet i Tyskland eller et andet EU land, men på basis af råvarer fra Brasilien eller Thailand.